Hvem er vi?

Jeg købte mit kennel mærke i 2004 og har taget DKK's hundeholder og opdrætter uddannelser henholdsvis 2011 og 2012.

Før 2003 havde jeg sammen med min familie forkælede familiehunde af racen Schæferhund. Jeg trænede dengang i Politihundeklubben Silkeborg. Da vores gamle langhårede Schæferhund Bamse ikke kunne mere, pga. høj alder var vi alle ramt af sorg. Især min datter Maria som på det tidspunkt var 5 år. Min søn Andreas på 2 år forstod ikke i samme grad, at et elsket familiemedlem var væk for altid.

Jeg ville finde en hyrdehund som var legesyg, let at træne, stærk og udholdende så den stadig kunne følge med på rideture men også så rolig, at en times aktivering på travle dage var nok til at hunden var rolig inden døre. Samtidig skulle den også have en størrelse, så et barn på 5 år kunne gå tur med den, (sammen med en voksen) uden at den slæbte af sted med barnet. Jeg var klar over at vi satte store krav, men endelig lykkedes det og Jeg købte vores første Shetland Sheepdog: Danbret`s C. Hello Dolly. I daglig tale ”Bamse”.

Tiden er fløjet af sted og meget spændende avl/opdræt er hændt siden. i dag bor jeg sammen med min mand Bent på en landejendom inde midt i en skovplantage. Her har vi plads til vores mange dejlige dyr som tæller alt lige fra vores tamme og forkælede hunde, heste, grise, katte til vores kanin Nimbus.

HUNDENES HVERDAG:                                                                              

Vores hunde er fuldgyldige familie medlemmer som bor inde hos os, de deltager i vores liv hvad enten det forgår inde eller ude. De elsker at komme med i bilen da den opfattes som noget, der er lig med positive oplevelser som gåture nye steder, besøg hos familie og venner eller en tur til stranden.

De er også glade for at komme med på selv lange rideture når de fysisk er i stand til det fra. 12 måneders alderen. De er med i stalden uanset vejr, deres voksen pels består af dæk hår som er vandskyende og smudsafvisende, underulden isolerer og holder både varme og kulde ude. De har sat en god pels da de opholder sig meget ude sammen med os, og vi har endnu ikke set en af vores hunde fryse.

De er meget glade for at bestille noget og om det er agility, lydighed, spor, søg, boldspild, svømning eller noget helt andet er under ordnet , bare de er sammen med deres familie og har det sjovt. Inden døre er de stille og rolige og ind imellem må vi lige tjekke, om de nu alle er kommet ind, da vi ikke bemærker dem, med mindre vi nyder deres selskab i sofaen. Især Fame holder meget af at ligge tæt på vores til tider meget varme brændeovn. eller hun kan ligge med sne på ryggen udenfor (pelsen isoler så godt, at sneen ikke smelter på hunden)

HVALPENES OPVÆKST OG PRÆGNING:                                                  

Vi får af og til et kuld hvalpe, de fødes i vores soveværelse, så vi har tæt kontakt med dem, både nat og dag. Fra 3 ugers alderen flytter de ind i vores stue, hvor de bliver en naturlig del af vores hverdag, med de mange dagligdags ting som tv. Radio, støvsuger, vores katte og besøgende. Senere får de det meste af huset til rådighed sammen med os. Hvalpene vænnes til at blive børster og få klippet kløer fra 4 ugers alderen. Derfor er det nemt at forsætte når hvalpen kommer hjem til sin nye familie. Den har kun haft gode erfaringer med soignering, da den aldrig har oplevet ubehag.

De hjælper med at ”skylle af” når der sættes i opvaskemaskinen, hjælper med at tømme vaskemaskine for tøj, som de stjæler og leger med (hvad vi ikke har fundet af strømper udenfor). De er med ude at lege og møde de andre dyr. Kører små korte ture i bilen, for at vænne dem til bilkørsel. Søde og fornuftige børn møder de også, så det ikke er uvant for dem.

FØR AFREJSEN:                                                                                            

Alle hvalpene er med DKK stambog, chippet, og tilmeldt DK hunderegister. De får et tjek og Sundheds bog fra dyrlægen, alle hvalpene er vaccineret og har fået 3 ormekure og naturligvis fodret med første klasses hvalpefoder.